OM TRIV NU

Læs herunder hvordan og hvornår TRIV NU-forløbene er relevante for din undervisning. Bliv desuden klogere på, hvordan TRIV NU, der startede som en lastbil, der kørte ud til skoler, er endt som et frit tilgængeligt trivselsforløb.

 

Hvorfor benytte et styrkebaseret trivselsforløb


TRIV NU er et gratis, trivselsfremmende forløb til elever på 4.-10. årgang. TRIV NU sætter klassens trivsel og elevernes personlige styrker i fokus, og værktøjet er testet af mere end 300 lærere og 8.000 elever på danske folkeskoler. Mange kompetente lærere og engagerede elever har derfor været med at udvikle og forbedre forløbet.

Sådan bruger du TRIV NU

TRIV NU kan bruges i et længere forløb eller som drypvise trivselsfremmende elementer i forskellige fag. Begge muligheder er afprøvet af lærere med positive erfaringer.

Øvelserne i forløbet er nemme at anvende, kræver et minimum af forberedelse og giver inspiration til at arbejde med trivsel i overensstemmelse med Fælles Mål. Læs mere om hvordan du kommer i gang med TRIV NU under TRIV NU-vejledning

Brug TRIV NU hvis:

  • Du synes, det er svært at finde tid til at arbejde målrettet med trivsel i din klasse
  • Du mangler inspiration og værktøjer til, hvordan du kan skabe bedre trivsel i din klasse
  • Din tid går med at løse enkelte elevers konflikter frem for at fremme hele klassens trivsel

Brug TRIV NU til at:

  • Opbygge trivsel for alle i klassen
  • Styrke klassefællesskabet
  • Forbedre relationerne i klassen
  • Øge elevernes glæde, engagement og selvværd
  • Forebygge mistrivsel
  • Være et brugbart supplement til elevsamtaler, skole-hjem-samtaler og forældremøder

Historien bag 


Psykiatrifonden har udviklet trivselsforløb og undervist i trivsel i grundskolen og på ungdomsuddannelser i mere end 10 år. 

I 2014 kørte Psykiatrifondens undervisningslastbil ud til skoler i hele Region Sjælland. I slutningen af 2015 blev det på baggrund af feedback fra de sjællandske skoler besluttet, at TRIV NU skulle udbydes digitalt, så alle landets skoler kunne få mulighed for at bruge værktøjet.

Fra august til december 2017 blev TRIV NU testet, evalueret og videreudviklet, og i maj 2018 blev den interaktive digitale version af TRIV NU lanceret. Således kunne alle skoler i hele Danmark nu gratis få glæde af TRIV NU gennem UNI-login. Over 400 af landets skoler tilsluttede sig læremidlet og har benyttet sig heraf. 

I slutningen af 2021 udløb projektmidlerne fra TrygFonden, hvilket betød, at der ikke længere var midler til at drifte det digitale læremiddel. Derfor undersøgte vi, om det kunne drives videre af et forlag, men desværre viste læremidlets interaktive element sig at være for komplekst til dette. Derfor er TRIV NU-forløbet omformet til det materiale, du møder på hjemmesiden her.

Har du tidligere benyttet det digitale læremiddel, kan du med fordel læse denne guide til, hvordan du finder rundt i det nye TRIV NU her på hjemmesiden.

Psykiatrifonden er en privat, sygdomsbekæmpende organisation. Vi kæmper for, at alle mennesker med psykisk sygdom og de, som er i risiko for at få det, mødes med forståelse og får den hjælp og rådgivning, de har brug for. I tide. Her kan du læse mere om Psykiatrifonden: www.psykiatrifonden.dk.

Har du spørgsmål eller kommentarer til TRIV NU-materialet, er du altid velkommen til at tage kontakt til os.

Indhold